Vi er færdige med at feje sex ind under gulvtæppet.

Romance kan være et frirum til at udforske seksualitet og begær. Men selvom der findes mange forskellige typer romance, er der måske stadig nogle huller i markedet. Derfor bringer C. A. Wolters nye tematikker i spil med sin mørke romatasy trilogi Det Røde Daggry – for at udfylde behovet for noget, de selv kunne spejle sig i.

Af Charlotte Siegfredsen / 25-09-2025

Hvad gjorde, at du valgte at skrive romance og specifikt mørk romantasy?

I mange år var der ikke noget romance litteratur, som jeg personligt kunne spejle mig i. Det var enten lidt for moraliserende, og næsten teenage-akavet, eller også var det hardcore toxic kærlighed, med meget lidt selvindsigt eller metareflektion. 

Så da jeg skrev min debutbog, var det mest fordi jeg ville skrive noget som jeg ikke kunne finde på hylderne. En fortælling om to skurke, der forelsker sig i hinanden uden at have et sprog for det, men som begge tager magten i forholdet. Det Røde Daggry er mit forsøg på at skrive toxic-non-toxic kærlighed og fundamentet er baseret på filosofien indenfor BDSM: udtalt samtykke, ligevægtig magtbalance og retten til at være freaky uden fordømmelse.

Føler du dig nogensinde inspireret til at udforske andre undergenre eller aspekter af romance genren?

Jeg er svært glad for både poesi og horror genren. Måske fordi begge genrer udforsker vores inderste tankeland og har til hensigt at bevæge læseren, ligesom romance. Begge stiller spørgsmål til både psyken og samfundet, så det ligger ikke langt fra mig at skrive contemporary romance eller en digtsamling om kærlighed. Men jeg tror ikke at jeg har evner til at skrive f.eks. cozy romance, udelukkende fordi jeg ikke selv læser det og ikke har sproget for det.

Hvad fascinerer dig mest ved kærlighed som litterært tema?

At vi ikke kan slippe uden om kærligheden og at den gennemsyrer alle aspekter af et menneskes liv. Kærligheden til en partner, til sine børn og medmennesker, eller kærligheden til sig selv, er alt sammen noget vi skal tage stilling til i livet. 

Det samme gælder for sex og hvordan vi behandler emnet i samfundet, taler om det, og alle står overfor det på et eller andet tidspunkt i livet. På godt og ondt. 

Kærlighed og sex bygger alt op, helt lavpraktisk, men det kan også ødelægge, når vi mister eller ofrer det vi faktisk ikke kan leve uden. Og det er ekstremt spændende.

Har din egen baggrund eller livserfaring formet den måde, du skriver kærlighedshistorier på?

Jeg blev skilt ret tidligt, som kun 30 årig fra min eksmand, og havde forinden da allerede en tydelig ide om brusende, vild og rå kærlighed, samtidig med at jeg var overbevist om at den slags ikke eksisterede. Det var først efter at jeg sprang ud som lesbisk og forelskede mig igen, at jeg forstod at det er ægte — og at man kan finde forhold der rumme alle dele af en selv.

Dén rejse har uden tvivl præget min måde at gå til mine karakteres forståelse af kærlighed, og måske var det også derfor at det tog mig så lang tid at skrive den anden bog i Det røde daggry. 

Man siger; write what you know, men jeg tror der ligger mere sandhed i udsagnet: write what you dream.

Tag os med ind i din skriveproces – hvordan bliver dine historier til?

Jeg er nok lidt af et mix mellem plottet og panser. Det røde daggry trilogien har stået tydeligt for mig længe, hvor vi skal starte og hvor vi skal hen, men der er bare nogle karakterer og plottråde som skal opdages undervejs. Det koster nogle omskrivninger, og en del tid, men det må jeg bare se i øjnene, er en del af min proces.

Hvordan arbejder du med karakterudvikling – især når det gælder at skabe kemi mellem hovedpersonerne?

Kemien er det vigtigste for mig i en god romancebog, og humor er en stor del af det. Mine fortællinger er ofte dystre og sensuelle, men hvis karaktererne ikke kan få hinanden til at grine, så skal scenen skrives om.

Et andet aspekt er ærligheden og sårbarheden. At karaktererne skal turde åbne op for hinanden, blotte deres skyggesider og dét, de tror er deres svagheder, og så stadigvæk kunne finde hinanden i den anden ende.

Hvordan balancerer du at følge genrens klassiske greb og forny den?

I min optik er genrer levende. De ånder og forandrer sig fra bog til bog, præget af både samtiden og forfatterens unikke sted i livet, da den blev skrevet, så det er svært at sætte fingeren på, hvad ‘klassisk’ romance er og om jeg som sådan har til mål at ‘fornye’ den.

Men jeg kan se at tendensen i romance går på at gøre op med den skam der er forbundet med seksualitet, især kvinders lyst er igennem tiden blevet dæmoniseret, og vi er færdige med at feje sex ind under gulvtæppet. Det er dejligt at oprørske kvinder får lov til at tage begæret i egne hænder (nogle gange bogstaveligt), og jeg tror kun vi kommer til at se mere af den slags litteratur. Vred, sexet og kritisk. Det er i hvert fald den slags, jeg selv holder af at skrive.

Har du en favorit blandt dine egne karakterer – og hvorfor?

Jeg baserer næsten alle hovedkarakterer på dele af mig selv, så på den måde elsker jeg og hader dem allesammen på hver deres måder. Vi har den praktiske lejemorder, den barnlige og temperamentsfulde underdog og så den konfliktsky livsnyder. De er alle tre tydelige facetter af mit eget indre, som jeg har gravet dybt efter at finde frem, og jeg har altid skrevet historien for dem (og alle der kan spejle sig i dem).

Hvordan var det pludselig at se sit indre univers, blive til et fysisk produkt og sætte det i hænderne på læserne?

Det har været en kontinuerlig følelse af wtf — lige fra første udkast til nu at have hele to kæmpe bøger, der venter på trykken hos et stort forlag. Jeg kan huske tilbage i 2021, hvor folk først havde bogen i hånden, og jeg tror det føles lige vildt hver gang.

Jeg bliver stadigvæk paf når læsere kommer op til mig og beder om en hilsen. Det er et privilegium og en sand ære at få lov til at signerer bøger (og diverse genstande), og vide at historien har gjort en forskel for mange allerede, men jeg vænner mig nok aldrig helt til tanken om at min historie lever videre i andre.

Hvad håber du, læserne tager med sig, når de læser dine bøger?

At de ikke er alene eller forkerte.

Hvad arbejder du på lige nu?

Lige nu skriver jeg på bog 3, Bedragerkrigen, i Det Røde Daggry trilogien og glæder mig enormt meget til at dele den med alle læserne. Den bliver ret vild, hvis jeg holder mig til planen.

Jeg arbejder også fortsat med SKRÆMT! podcast, poesi- og horrordelen af min karriere, og nyder at der kommer nye kunstneriske projekter og udgivelser til hele tiden, hvor jeg kan arbejde med kærlighed, i mange forskellige formater.

Hvad er dine fremtidsdrømme for dit forfatterskab? Er der noget du drømmer om at skrive, som endnu ikke er blevet til virkelighed?

Jeg drømmer om en duologi med gotiske katedraler, et hjemsøgt chateau, manipulationsmagi og en kvindelig hovedperson forklædt som en mand. Det er en fortælling om at forelske sig i fjenden, samtidig med at man får øjnene op for både grooming og gaslighting. 

De to bøger har arbejdstitlen Projekt hare og projektet var hovedfokus for min reels-serie #8mdrtilbesteller, inden serien blev omdirigeret til samarbejdet med People’s og Det røde daggry.

 Men ideen om historien lever stadigvæk i bedste velgående, og dén romantasy fortælling håber jeg på at se på boghandler hylderne efter min trilogi.

Som læser, læser du så også romance selv? Hvilken type romance foretrækker du selv at læse?

Jeg læser alt, hvad der rør sig inden for litteratur, som en del af mit arbejde, men er samtidig en ekstremt kræsen læser, når det kommer til romance. Det er oftest romancen i værkerne, jeg læser for, kemien og den seksuelle spænding – will they, won’t they? Men ikke ret ofte at romance-bøger sniger sig ind på min ‘best reads'-liste, fordi jeg godt kan lide når det er lidt mørkt, men ikke toxic – og det er en ekstremt subjektiv balance.

De bøger jeg falder hårdest for er mørk voksen fantasy og gysere, eksperimentel scifi eller ‘provokerende’ samtidsværker som bl.a. Romeo & Seahorse.

Har du en yndlingsromance, der fremstår som en helt særlig absolut favorit for dig?

Jeg har helt klart fiktive romancer jeg holder af med hele mit hjerte.

Emer Byrne, en vild og magtfuld heks og Jude Wolf, en kynisk rigmandsdatter, har en hjertevarm og humoristisk kemi, som Krystal Sutherland virkeligt har formået at gøre til mere end et sapphic b-plot i bogen The Invocations. Helt igennem smukt håndværk og rå kemi.

Jeg er også forgabt i Harrow og Gideons sindssyge romance i Gideon The Ninth af Tamsyn Muir, og kommer mig aldrig over slutningen af den første bog.

Men jeg er på jagt efter min yndlingsromancebog stadigvæk. Heldigvis, med den udvikling af romancen, vi ser lige nu, ligger det nok ikke langt væk, at jeg bliver forført af en bog med skarpe tænder og besidderiske ord.